Unikke malerier der betyder noget for mig og måske også dig.
Naturen og dyrevildtet har altid været en stor del af mit liv.
Som ung kunne jeg tit findes i vinden midt ude på Tissø i min lille optimistjolle.
Somme tider lå jeg også bare og vuggede inde mellem sivene hvor jeg nød vindens raslen, lyttede efter dyrene og studerede søbreddens fauna.
Husker du selv den følelse af ro og indre fred... Lyden af bølgerne der risler i småstenene på stranden. Duften af en kaprifolie i skumringen eller måske kilder græsset mellem de bare tæer? Den følelse stræber jeg efter at formidle i mine malerier.
Friheden jeg føler når jeg maler fik et kæmpe boost da jeg blev introduceret for Atelier Interactive Acrylic fra Chroma. Den giver mig en følelse lethed til fri leg på lærredet og i sindet.
Dyrene som du kan finde i Wildlife- afsnittet er alle malet med denne teknik. De er lidt transparente og lidt udviskede mod kanterne, dog med intense øjne.
Dyrene kan heller ikke altid holde sig inden for lærredet og det giver iagttageren plads til fortolkning.
Akvarelmalerier har også en stor plads i mit hjerte.
Fordybelse, sanselighed, glæde, frustrationer, løssluppenhed og sommetider nørdet ned til mindste my. Alle disse følelser bliver puttet i hvert et maleri jeg maler og når værket så er færdigt føler jeg stolthed men også lidt vemod... Kærligheden og boksekampene er slut for denne gang...
men heldigvis løber jeg aldrig tør for lærreder😉
Kunst- Klejn- og Mirakelsmed...
Jeg har dog kun papir på klejnsmed, der har været mit arbejde i 30 år.
Jeg er født og opvokset i en familie, der som jeg, har kreativitet i årerne. Det spænder over alt fra hattemager, kunstmalere, skulptører til musikalske evner.
Som barn og ung var jeg altid at finde ved mit tegnebord. Som 14 årig, bosat på Malta, fik jeg mine første bestillinger på nogle akvarel malerier og jeg var førstegangs-deltager på en udstilling.
Siden er mange forskellige kunstneriske udtryksformer afprøvet.
Skulpturer, keramik, porcelænsmaling, kultegning, akvarel- olie- nu akrylmalerier.
Jeg arbejder og tænker 3-dimensionelt, hvilket også giver sig udtryk i mine værker.
Der er copyright på alle mine billeder på denne hjemmeside.